Webshop eller ej?

At starte en webshop er ikke bare lige. Og derfor kræver det grundige overvejelser og research at finde ud af, om det giver mening for din virksomhed. Hvad indebærer det egentligt, og kan det blive en god forretning? Vi guider dig igennem en række spørgsmål og tanker, som du bør komme omkring, hvis du overvejer at starte en webshop.

Undersøg markedet, mulighederne og økonomien

Hvorfor vil du have en webshop? Det er det første og vigtigste spørgsmål at svare på. En god idé og passion bag er et vilkår, for at projektet lykkedes. Det er tit produktet du har en kærlighed til, men det kan også være andre dele af processen der driver dig frem.

Hvordan vil du få trafik på din webshop? Trafik er en nødvendighed for at sælge og derfor essentielt. De fire vigtigste veje til trafik er SEO, AdWords, sociale medier og fysisk tilstedeværelse som en butik. Derfor skal du enten selv være ekspert på det, teame op med nogen, som er, eller betale dig fra opgaven. Ellers kan du overveje en anden løsning: at sælge et sted, hvor der allerede er trafik. Det kunne være dba.dk, Amazon eller en anden mere produktspecifik side. På den måde kan du også afprøve, om dit produkt sælger, uden at du skal tænke på trafikken først.

Er der et marked for din idé eller dine produkter? Og er det et marked, du har mulighed for at komme ind på? For i dag går tendensen mod store monopoler som Zalando på tøj og Saxo på bøger. Du skal have noget særligt at byde ind med, noget der er efterspørgsel på, noget som er nyt, en alternativ måde at have webshop på. For giganterne kan din lille webshop ikke konkurrere med.

Hvem er målgruppen? For de skal have brug for din webshop, og du skal kunne nå dem med markedsføring, for det kommer også til at blive en del af det at starte webshop.

Hvem er dine konkurrenter? Hvad er deres styrker/svagheder? Husk ikke at kopiere, men lade dig inspirere til at gøre noget anderledes. Det er også en fordel med konkurenter, for det er et bevis på at markedet eksisterer. Og det leder netop til det næste.

Hvordan skiller du dig ud? Hvad er dine styrker/svagheder? Hvordan kan du udnytte det til at lave et koncept, som kommer til at lykkedes?

Hvem vil du samarbejde med? – Leverandører, fragt/levering, revisorer, måske advokater? Har du nogle gode kontakter i bogen i forvejen, som kan gøre processen nemmere? Eller hvordan forestiller du dig, at det praktiske skal fungere?

Husk at overveje alt det praktiske – platforme, betalingsløsninger, gebyrer, politikker, handelsbetingelser mv. Du skal selvfølgelig ikke vælge (endnu), du er stadig i research-fasen. Men det er fint at få et indtryk af de mange muligheder og priser, for hvis du kommer til at skulle vælge, er det i sig selv en længere proces.

Overvej salgstal, omsætning og smertegrænser. Tænk også over dine forventninger, og på hvordan de daglige gøremål kommer til at være omkring webshoppen og forventninger.

Og så til bundlinjen – hvad er dit budget? Kan det blive en god forretning? Kan det hænge sammen? Regn på 12 måneder, måned for måned, og husk at tage alle udgifter med:

  • etablering
  • betalingsløsning
  • månedlige hosting omkostninger
  • bogholder
  • revisor til årsregnskabet
  • løn
  • marketing og reklame
  • emballage
  • kontorartikler
  • fragt/levering og porto
  • lagerplads
  • uforudsete udgifter
  • måske et eller flere kurser?

Som du kan se, kan der være mange omkostninger forbundet med en webshop, det er hårdt arbejde, og du kommer ikke bare lige til at tjene på det. Det er lige så svært at få til at give overskud som andre type af firmaer, og webshoppen passer på ingen måde sig selv, som nogen måske tror det. Derfor vil det også være en god idé allerede nu, mens du stadig går og overvejer for og imod, at finde nogen med erfaring, som kan hjælpe og rådgive dig eller et sted hvor du kan komme i praktik og lære håndværket at drive en webshop. Det kan hjælpe dig til en bedre forventningsafstemning, gode råd og spare dig for skuffelser.

Invester – enten tid eller penge

Kommer du frem til, at en webshop er noget for dig, så er valget mellem tid og penge det næste: For har du selv tid og kompetencer til at styre IT, opsætning, design, administration osv.? Det stjæler mange timer at have en webshop, og udover at sætte siden op, både teknik og design, skal du løbende

  • skabe trafik med SEO, AdWords og SoMe
  • fikse og opdatere hjemmesiden og shoppen
  • oprette nye produkter og rette i eksisterende
  • tage (produkt)billeder og rette til
  • administrere webshoppen (eller købe et firma til det)
  • have kontakt med leverandører og forhandle aftaler
  • bogføre salg korrekt
  • pakke og sende i tide
  • yde god kundeservice
  • lave marketing og PR

Det kræver ambition og tålmodighed, men hvor der er vilje, er der vej – selvom den er lang. Og så kan det hjælpe dig at tage kurser i IT og webdesign, hvis du har modet, men mangler kompetencerne. Det er også et valg om du vil vælge en løsning på abonnement eller en løsning du betaler som et engangsbeløb. Det første er billigere i starten, men den anden løsning vinder klart i det lange løb.

Alternativet til at investere din tid, er en investering i professionel hjælp til selve websitet. Det kræver en større startkapital, til gengæld køber du dig tid til vigtigere opgaver og familieliv. Samtidig slipper du for meget bøvl ved at lade eksperter have styr på alt det tekniske, sikkerheden, designet, administration, SEO mv. Du ved, at det bliver gjort ordentligt fra starten. Samtidig kan du købe dig til en serviceaftale, så du også løbende slipper for at bruge tid på det.

Hvis det er den løsning, der passer til dig og din virksomhed, så vil vi gerne hjælpe. Vi laver professionelle websites i WordPress og bruger WooCommerce som webshop. Du kan tage et kig på et par af vores referencer her. Hos natúli har vi opbygget hele sitet inkl. webshop, og herefter har de selv overtaget styringen. For Unikke Kort har vi både etableret siden og står for løbende vedligehold.